Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden
Læger på kontor

Landspatientregisteret

Hver gang en person har været i kontakt med det danske sygehusvæsen - for eksempel i forbindelse med undersøgelse eller behandling, registreres en række oplysninger i Landspatientregisteret.
Oplysningerne registreres i forbindelse med:

  • Indlæggelser
  • Ambulante besøg
  • Besøg på skadestue.

Landspatientregisteret indeholder, for hver ’kontakt’, blandt andet oplysninger om:

  • Sygehus og afdeling
  • Indlæggelses- og udskrivningsdato 
  • Evt. diagnoser 
  • Evt. operationer 
  • Bopælskommune


For indlæggelser går registeret tilbage til 1977. Skadestue- og ambulante kontakter er registreret siden 1995.

Landspatientregisteret giver mulighed for at følge aktiviteten på de enkelte sygehuse og for at opgøre det samlede forbrug af sygehus for regioner og kommuner.

Herudover bidrager Landspatientregisteret til Sundhedsstyrelsens overvågning af sundheden og til den medicinske forskning.
 
Sundhedsstyrelsen offentliggør jævnligt statistikker på basis af Landspatientregisteret. Det er bl.a. om aktiviteten på de danske sygehuse, befolkningens forbrug af sygehusydelser, sygehuspatienters sygdomme og udførte operationer.

Reglerne for indberetning af data til Landspatientregisteret fastlægges af "Koordinationsgruppen for individbaseret patientregistrering". Gruppens medlemmer er udpeget af de enkelte regioner, som hver har repræsentanter. Desuden har Demografisk Institut i Århus, Danske regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen repræsentanter i gruppen. Endvidere er KL med som observatør.

Reglerne for indberetning er beskrevet i "Fællesindhold for basisregistrering af sygehuspatienter", der udkommer en gang årligt.

 

Vejledning i udtræk fra Landspatientregisteret

Hvis du som forsker skal bruge rådata fra Landspatientregisteret, skal du søge om et udtræk via Sundhedstyrelsens Forskerservice. Men hvad indeholder registeret og hvad skal man tage særligt højde for ved et udtræk? Som en hjælp, fx til at formulere en udtræksbeskrivelse, kan du via link i feltet til højre under 'Dokumentation' hente en vejledning i udtræk fra Landspatientregisteret. Vejledningen vil blive løbende udbygget.