Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Rådgivning til praktiserende læger om brystimplantater

06. januar 2012

Sundhedsstyrelsen får aktuelt en del henvendelser fra praktiserende læger, som spørger til, hvordan de skal forholde sig ved henvendelser fra kvinder, der har fået indopereret brystimplantater af kosmetiske årsager.

Generel information om sagen om PIP-implantater kan ses på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, som løbende opdateres.

Kvinder, der har fået indopereret kosmetiske brystimplantater, og som henvender sig, fordi de er bekymrede eller har spørgsmål, bør rådgives til at henvende sig til den klinik, hvor de er opereret.

Hvis dette ikke er en mulighed – fx hvis klinikken er lukket - bør den praktiserende læge tilbyde kvinden en konsultation, herunder eventuelt en klinisk undersøgelse, hvis det er relevant. Som afslutning på konsultationen træffes i fællesskab en beslutning om, hvorvidt problemet er blevet løst, eller om der er behov for yderligere undersøgelse, information og vejledning.

Hvis kvinden ikke har nogen fysiske eller psykiske problemer med sine brystimplantater, er der ingen grund til yderligere konsultationer.

Hvis kvinden angiver gener fra brystimplantatet uanset mærke, herunder tegn på lækage, og derfor ønsker implantaterne fjernet, kan hun blive henvist til en offentlig plastikkirurgisk eller mammakirurgisk afdeling mhp. vurdering og eventuel fjernelse af implantaterne.

Hvis kvinden har et implantat fra det franske firma PIP, Poly Implant Prothese, kan hun ligeledes henvises til en plastikkirurgisk eller mammakirurgisk afdeling mhp. vurdering og eventuel fjernelse af implantaterne. Dette gælder også kvinder, som har været patient på en klinik, hvor sandsynligheden er stor for, at kvinden har fået indsat et PIP-implantat.
 
Tegn på lækage er: ændret konsistens (dejagtig) og mindre fylde i implantatet. Selvom der er lækage af et implantat, er det ikke tvingende nødvendigt at fjerne det, dog med undtagelse af PIP-implantater. Det må afgøres af patienten i samråd med lægen.