Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Lus

Skadedyrlaboratoriet ved Danmarks JordbrugsForskning har gennemført en omfattende undersøgelse af, hvordan forskellige lægemidler virker til bekæmpelse af hovedlus. Undersøgelsen konkluderer, at en meget stor del af de danske lus er resistente overfor de lægemidler, der er på markedet.

Lægemidler mod hovedlus indeholder aktivstofferne permethrin eller malathion, og Skadedyrlaboratoriets undersøgelse viser, at disse stoffer kun er i stand til at slå en mindre del af hovedlusene ihjel. I 72 procent af de indsamlede prøver overlevede alle lusene påvirkningen med permethrin, og i 35 procent af prøverne overlevede alle lusene påvirkningen med malathion. Kun i 15 procent af de indsamlede prøver lykkedes det at slå mere end halvdelen af lusene ihjel, så undersøgelsen viste tydeligt, at resistensen er udbredt.

Der er blevet indsamlet lus fra børnehaver, folkeskoler, SFO’er og efterskoler, og mens lusene i de mindste årgange overvejende er fundet på pigerne, viste undersøgelsen, at drengene på efterskolerne lige så ofte har lus som pigerne.

Alternative midler bør vurderes
Skadedyrlaboratoriets undersøgelser har stået på i to år, og forskerne konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at der er behov for at revurdere anvendelsen og registreringen af de lægemidler, der er på det danske marked. De konkluderer også, at der er behov for at undersøge virkningen af de mange alternative bekæmpelsesmidler, der er på markedet. Disse midler er i øjeblikket ikke omfattet af de samme krav om dokumentation for effektivitet som lægemidler.

Ellers anbefaler forskerne i rapporten, at oplysning og opmærksomhed om hovedlusene intensiveres, hvis der skal gennemføres en målrettet indsats mod dem. På baggrund af undersøgelsen skal forældrene desuden være opmærksomme på, at behandling med de tilgængelige lægemidler på grund af lusenes resistens ikke kan forventes at være effektiv, men den skal følges op med kontrol af behandlingens effektivitet.
 
Forskerne anbefaler endvidere en mere udbredt anvendelse af kæmning mod hovedlus.

Fakta om lus

  • Hovedlus lever tæt ved hovedbunden, hvor de trives ved en høj temperatur og luftfugtighed.
  • Når luseæggene lægges, hæftes de fast til hårene helt nede ved hårbunden. Ved den temperatur, som findes lige over hårbunden, tager udvikling af æggene 6-9 dage. Nyklækkede lus begynder straks at suge blod. En voksen hun-hovedlus kan lægge 5-8 æg om dagen i løbet af de ca. tre uger, den lever. Hovedlus skal have blod mindst to gange om dagen.
  • En hovedlus forlader kun frivilligt sin vært, hvis den har mulighed for at kravle over på en anden vært. Hovedlus kan ikke hoppe eller flyve.
  • Hovedlus optræder hyppigst hos børn i alderen 3-10 år, og der er en tendens til, at de fleste tilfælde optræder i perioderne august til november og februar til april.

Bekæmpelsesindsats
Det anbefales, at daginstitutioner/skoler/SFO’er tager emnet op på forældremøder og evt. planlægger faste lusekampagner i årets løb med henblik på at gøre daginstitutionen/skolen/SFO’en lusefri.

Ansvaret for organisering af indsatsen og implementering af den reviderede vejledning ligger i kommunerne, hvor den kommunale sundhedstjeneste er forankret. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kommunerne lægger en strategi for forebyggelse og behandling af lus med udgangspunkt i den reviderede vejledning med fokus på forældrenes opbakning og engagement.