Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden
Udsnit af gangstativ på hospitalsgang

Plejehjemstilsyn

Embedslægerne gennemfører uanmeldt tilsynsbesøg på landets plejehjem. Ved tilsynene vurderes de sundhedsfaglige forhold. Der er gennemført mindst ét årligt tilsynsbesøg i perioden fra 2002-2009. Fra 2010 gennemføres der ikke besøg på plejehjem, hvor der ved tilsynet året før ikke blev fundet fejl og mangler, som kan give problemer for beboernes sikkerhed. De plejehjem får besøg igen det følgende år.

Efter tilsynsbesøget udfærdiges en tilsynsrapport om de sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet med eventuelle anbefalinger til forbedringer. Rapporten sendes til plejehjemmet og kommunalbestyrelsen. Embedslægerne skal påse, at plejehjemmet eller kommunen følger op på eventuelle kritisable sundhedsmæssige forhold. Eventuelle bruger- og pårørenderåd samt det kommunale ældreråd modtager kopi af rapporten.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet målepunkter til brug for plejehjemstilsynet. Embedslægerne undersøger om målepunkterne er overholdt og med rapporten følger et skema med angivelse af, om de enkelte punkter er opfyldt. 

Pligten til at udføre tilsynet fremgår af Sundhedsloven § 219 med ændring ved Lov nr. 538 af 17. juni 2008.

Vurdering

Ved tilsynsbesøget vurderes det, om personalet er tilstrækkelig vejledt og instrueret til, at de kan gennemføre plejen og behandlingen forsvarligt.

Det vurderes om medicinen håndteres på betryggende måde, om den sundhedsfaglige dokumentation er fyldestgørende, og om beboernes patientrettigheder tilgodeses.

Samarbejdet med den øvrige sundhedssektor belyses, og det undersøges om hygiejne, ernæring og aktivering er tilfredsstillende. Det vurderes også om der er bygnings- og indeklimaforhold, der kan medføre sundhedsproblemer for beboerne. Se i øvrigt Sundhedsstyrelsens vejledning.

Rapporter

Rapporterne er offentlige og indeholder ikke oplysninger, som kan henføres til enkeltpersoner på plejehjemmet. Plejehjemmene  lægger selv rapporterne på: 

www.tilbudsportalen.dk.